En måling af brugertilfredsheden blandt forældrene til børn i Herlevs skoler viser, at tilfredsheden i Herlev ligger under landsgennemsnittet på spørgsmål som fx general tilfredshed med skolen, fagligt udbytte af undervisningen og indsats for at begrænse mobning. Nogle skolerne ligger endda noget under landsgennemsnittet. Det er Indenrigs- og Socialministeriet, som har stået for undersøgelse i foråret 2020.
På nogle skoler er der en tydelig utilfredshed med arbejde for at skabe et godt socialt klima i klasserne og skoleledelsernes kommunikation om ændringer og nye tiltag på skolerne.
Det er ret alvorligt.
SF har de sidste to år stillet forslag om at øge Trivselspuljen på skolerne med 2 mio. kr., men er ikke kommet igennem med det. Det er ærgerligt – ikke mindst set i lyset af de udfordringer Herlevs skoler står over for på trivselsområdet.
Oven på den tragiske episode på Lindehøjskolen i september, har Børne- og Uddannelsesudvalget nu vedtaget en indsatsplan på området, som ud over Lindehøjskolen også rækker ud over alle vores skoler. Den støtter SF naturligvis som et første skridt.
Men der er også et betydeligt politiske ansvar for forældreutilfredsheden. Det socialdemokratiske flertal i kommunalbestyrelsen undsagde i juni 2020 indholdet i skolepolitikken på spørgsmål om klassestørrelsen, så det blev muligt på Lindehøj at sammenlægge fem 5.klasser til 4 med en ny klassestørrelse på 26 elever fra august 2020. Ovenikøbet trods advarsler om, at en sådan sammenlægning måtte blive yderligere besværliggjort i en corona-situation. Det er også bagtæppet for den tragiske episode i efteråret på Lindehøjskolen.
På Kildegårdskolen har der i hele 2020 udspillet sig et forløb, hvor forældrene er blevet kørt over i sagen omkring et forslag om at ændre skolestrukturen, hvor man bl.a. samler indskolingsklasserne på én skole. Også her er processen blevet understøttet af det socialdemokratiske flertal i kommunalbestyrelsen, selv om forslaget er en klar underminering af den politisk besluttede skolestruktur. Det er ikke så underligt, at forældrenes utilfredshed også afspejler sig i målingerne og senest i tilkendegivelsen fra spørgeskemaet til forældrene.
Arly Eskildsen Kommunalbestyrelsesmedlem (SF)