Efter omfattende høringssvar fra borgere og langvarige forhandlinger om en ny kommuneplan for Herlev er resultatet nu en revideret Kommuneplan for Herlev, som betyder et grønnere Herlev, en mere klimavenlig kommune, mere fællesskabsorienterede boligområder, et brud med ti års forfejlet byudvikling, højderne på det fremtidige byggeri begrænses, byggeprocenter sættes ned og planerne om massivt boligbyggeri omkring idrætsområdet ved Herlev Hallerne er skudt til hjørne.
Det bliver nu slut med en byudvikling over gevind, som vi det sidste 10-år har set eksempler på, bl.a. på Posthusgrunden, Bymidten, Glødelampen og Den grønne fatning og med flere områder i støbeskeen. Generelle kendetegn har været megahøje bygninger, et alt for tæt byggeri og det nærmeste vi kommer et beton- og stålhelvede.
Oplægget til Kommuneplan for Herlev 2023-35 indeholdt en fortsættelse af denne byudvikling. En udvikling, som rigtig mange borgere i Herlev forståeligt har protesteret imod, fordi den er i disharmoni med Herlevs generelle udtryk. Med resultatet af de politiske forhandlinger, som har været i gang hele foråret, sker der en nytænkning af Herlevs byudvikling, som kan sammenfattes i disse punkter:
1) Max 4-6 etagers byggehøjder (hvor det tidligere var foreslået 10-21 etager). 2) Byggeprocenter på max 140-150 procent (hvor det tidligere var foreslået 150-255 procent). 3) I parcelhusområder kan beboerne efter en demokratisk proces få max byggehøjde sat ned til 1 ½ etager fra nuværende to etager. 4) En grønnere og fællesskabsorienteret kommune bl.a i form af vægt på bolignære grønne område, klimavenlige tiltag, beboerfaciliteter mv. 5) Foreløbig stop for et massivt boligbyggeri omkring idrætsområdet ved Herlev Hallerne. 6) Nye arkitektoniske principper, der skal bruges til at skabe identitet og kvalitet i byggerierne, f.eks. via materialevalg, facadeudtryk, bygningshøjde, opdeling af facaden, taghældning, bevaringsværdige træk mv.
Med den nye kommuneplan for Herlev markeres et brud med den hidtidige byudviklingspolitik. Det er SF særdeles godt tilfreds med – også selv om der er tale om politiske kompromisser, og at vi desværre ikke kan rulle allerede vedtagne lokalplaner tilbage, lige som der udestår et politisk arbejde for at dæmpe byggehøjder og tæthed mv. i nye lokalplaner, hvor udarbejdelsen allerede er sat i gang.
Tak til de mange borgere, foreninger, boligselskaber og grupper, som har bidraget med gode og konstruktive høringssvar. Skønt at rigtig mange af synspunkterne har vundet gehør i den politiske proces.