Husk lige pædagogerne

Husk lige pædagogerne!

I budgetaftalen ønskede en samlede kommunalbestyrelse, at forvaltningen skulle fremlægge forslag til en vision for en ny skole, da Herlev kan se frem til mere end 450 nye elever.

Visionen for en ny skole blev fremlagt for Børne- og uddannelsesudvalget i juni måned. En flot og visionær uddannelsesskole i samarbejde med Københavns Professionsskole. Mange spændende tanker og idéer, men desværre kun med lærerperspektivet.

Nu er det bare sådan, at hvis vi skal skabe en ny folkeskole, der skal rumme alle vores børn, også det stigende antal børn, der mistrives og som har brug for trygge pædagogiske rammer, så er et nyt og forpligtende pædagog- og lærersamarbejde altafgørende for at lykkes.

Og derfor fik et enigt Børne- og uddannelsesudvalg den tilføjelse ind, at pædagoguddannelsen skulle skrives ind TYDELIGT og LIGEVÆRDIGT med læreruddannelsen i visionspapiret.

Det var Økonomiudvalget ikke enige i, men på SF´s foranledning blev følgende skrevet ind: ”Pædagoguddannelsen indarbejdes i visionen, så pædagoguddannelsen fremstår tydeligt. Det tilstræbes at visionen kan genbehandles og endelig vedtages af kommunalbestyrelsen inden sommeren 2025”

I SF er vi af den klare overbevisning, at hvis vi skal lykkes med at skabe en ny folkeskole, der kan rumme alle, kalder det på et øget samarbejde mellem pædagoger og lærere om et fælles børnesyn, læringssyn og pædagogik, som kan skabe sammenhæng i børns liv på tværs af skole og fritidsinstitutioner, så de fagprofessionelle SAMMEN kan imødekomme udfordringer med mistrivsel og særlige behov.

Udover lærere og pædagogers samarbejde i skoletiden, har børn og unge også brug for pædagogiske ambitioner i fritidsdelen til kreativitet, fællesskab og nye venskaber. Alle skal opleve at have en plads i et fællesskab, ligegyldig hvem de er og hvad deres interesser er.

Og derfor er et nyt og fælles børnesyn altafgørende.

Betina Skovby, medlem af kommunalbestyrelsen for SF

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *