SF er børnenes parti
Hvis vi skal lykkes med at skabe trivsel for vores børn, har vi taget et stort og meget vigtigt skridt, med den netop indgåede budgetaftale mellem Socialdemokraterne, Enhedslisten, Konservative og SF.
De seneste års trivselsmålinger i vores folkeskoler har givet grund til alvorlig bekymring og handling og nu er der sat en politisk retning for de kommende år.
Vores skoler er slidte og fremstår mange steder uinspirerende. Og de fysiske rammer er vigtige for trivsel. Vi bliver gladere, når vi opholder os i pæne omgivelser. Forskningen bekræfter, at der er en klar sammenhæng mellem trivsel og læring. Jo mere vi trives jo bedre lærer vi og her spiller design, farver og æstetik ind og påvirker psyken, koncentrationen og humøret.
Derfor er det med stor glæde at aftaleparterne er enige om at investere 70 mio. kr. over 5 år til opgradering af vores daginstitutioner og skoler, så de kommer til at understøtte arbejdet med at styrke trivslen og læringsmiljøet.
De seneste mange år er SF gået til forhandlinger med et ønske om at styrke og udvide to-voksenordningen. Derfor er det en særlig glæde, at vi har fået afsat 3 mio. ekstra til dette og udover det, yderligere 1 mio. til kompetenceudvikling af vores pædagoger og lærere i special pædagogik, så vi kan få skabt flere rumlige læringsmiljøer, som vores børn kan trives i.
Ydermere er det lykkes af få udvidet morgenmadsordning til også at gælde mellemtrinnet, fordi mætte børn og unge er mere modtagelige og klar til indlæring. Udover dette læringsfokus, skal det også tænkes som en god social måde at starte dagen på.
Betina Skovby, medlem af kommunalbestyrelsen for SF