Anja Henriksen

Hej! Jeg hedder Anja Henriksen, er 40 år, har to dejlige børn og landede i Herlev for knap 10 år siden. Jeg er uddannet socialrådgiver og har arbejdet i Jobcenter igennem mange år, men juraen lokkede og sendte mig tilbage på skolebænken og er nu ny ledig.

Som mor og socialrådgiver oplever jeg hvor presset vores velfærdssamfundet er. Alle skal løbe stærkere. Det går også ud over vores børn – både hjemme, i institutionerne, på skoler, i SFO´er og i klubber. Vi skal have sat farten ned og have ro på.

Jeg mener, at vi skal investere i mennesker ved at fokusere på tidligere indsatser og sikre den rette hjælp i rette tid. Vi skal tage et kritisk blik på “plejer”, gå nye veje og turde være visionære.

Retten til værdighed, frihed, lighed og fællesskab mellem mennesker – er fundamentale rettigheder

Jeg er optaget af at skabe reelle forandringer, som giver lige muligheder for et godt og værdigt liv til alle børn, unge og voksne uanset livsvilkår. Jeg brænder for at gøre en forskel for det enkelte individ og for et samlet Herlev – For sammen er vi stærkest!!

Mine mærkesager

Et godt børneliv for alle jeg vil kæmpe for, at alle børn i Herlev mødes af voksne med tid og overskud, så der er plads til nærvær, omsorg, tryghed og støtte i deres udvikling. Det kræver reelle minimumsnormeringer, nedsat klasseloft og mulighed for mere fleksibel arbejdstid for børnefamilierne.

Mennesket frem for systemet Politiske budgettal skal ikke være afgørende for den enkelte borgers muligheder for værdighed og deltagelse i fællesskabet. Vores fælles mål skal være, at alle uanset alder, køn, etnicitet, seksualitet og lign. får den rette støtte/hjælp i rette tid og så tidligt som muligt. Midlet er styrkelse af den enkeltes retssikerhed, hvor hensynet til individet vægtes over hensynet til systemet og måltal.

Grøn, bæredygtig og energineutral by Kommune, borgere og erhvervsliv skal stå sammen. Grønne oaser skal bevares og udbygges i hele byen og mere vild natur skal ind i rabatter, haver, læskure og lign. Vi skal satse på økologi og affaldssortering og krav om energineutralt nybyggeri skal højt på dagsordenen – For kun ved en fælles indsats kan vi gøre forskellen for de kommende generationer i en kommune, som viser vejen.