Livskvalitet for mennesker med handicap og psykisk sygdom

SF vil arbejde for et samfund, hvor mødet imellem mennesker med og uden handicap, er ligeværdigt og naturligt.

For at opnå den ligeværdighed og naturlighed skal vi begynde allerede i folkeskolen. Med den senest skolereform og øget inkludering af børn med handicap har vi en unik mulighed for at nedbryde fordomme og øge kendskabet til at leve med et handicap. Udover i den daglige undervisning skal dette arbejde løftes i samarbejde med foreningslivet, blandt andet handicaporganisationerne. Børn, som vokser op med kammerater med handicap, får et naturligere forhold til handicap i bred forstand.

Børn med handicap, der kan inkluderes i den almindelige folkeskole, skal inkluderes. Men det må aldrig blive en spareøvelse, og der vil der være børn, der har brug for specialtilbud. Hvis ikke vi selv kan løfte opgaven i Herlev, skal vi ikke tilbyde en discountudgave, men købe det helt rigtige tilbud i nabokommunen.

Herlev har et sprudlende foreningsliv, og her samles vi om fælles interesser på tværs af vores forskelligheder, og derudover er foreningslivet med til at definere, hvem vi er. Vi skal arbejde for, at flere kan få øjnene op for, at man kan have fællesskaber uafhængigt af handicap og gøre indgangene til vores tilbud åbne og handicapvenlige, både hvad angår imødekommenhed og tilgængelighed.

Herlev kommune skal stille den nødvendige ekspertise til rådighed for borgere med forskellige handicap. Fx rådgivning i forbindelse med hjælpemidler, bomuligheder, personlig bistand, uddannelse, jobsøgning, beskæftigelse og fritidsaktivitet. I forbindelse med overflytning af sociale opgaver på handicapområdet til kommunen efter den kommunale strukturreform har SF været meget opmærksom på, at der ikke skete en kvalitetsforringelse for brugerne af disse tilbud – og vi arbejder for, at de mere specialiserede funktioner fortsat varetages af regionen eller på tværs af kommunerne, så særlige ekspertiser og faglige miljøer ikke splittes for alle vinde. Herlev Kommunes egne tilbud skal have høj faglighed og kvalitet, samt være præget af visioner og individuelle løsninger. Kommunens standarder på bostøtte, ledsageordning og PBA-ordninger skal opfylde lovgivningens intentioner og ikke være udsat for sparebestræbelser.

Mange borgere oplever udfordringer i tilgængeligheden i kommunen, særligt i trafikken. Dårlig asfalt og flisebelægning og for kort tid til at komme over lyssignaler. Vi skal særligt investere i lydfyr i alle fodgængerovergange. Udover den fysiske tilgængelighed vil vi arbejde for bedre og mere brugbare kommunikations- og informationsmuligheder for mennesker med et handicap. Alle mennesker skal være en lige del af samfundet på lige vilkår, og det fordrer forskellige løsninger.

Mennesker med handicap og psykisk sygdom lever ofte 15-20 år kortere og har et dårligere helbred end andre. Det skyldes blandt andet en ulighed i forebyggelse og sundhedsfremmende tiltag på grund af barrierer, som manglende viden om og fokus på handicap blandt sundheds- og støttepersoner. I SF vil vi øge fokus på tilgængelighed til tilbud og faciliteter, der imødekommer de specifikke sundhedsbehov, der følger af funktionsnedsættelsen.

SF ønsker, at der udarbejdes en handlingsplan for forbedring af forholdene for psykiske syge i Herlev. Der skal bl.a. lægges vægt på tidlig opsporing af psykisk sygdom, ventelister i børne- og ungdomspsykiatrien skal væk, mere sammenhængende behandlingsforløb, psykiatriske boinstitutioner skal udvikles fra pleje- til rehabiliterende institutioner og flere ressourcer til indsatsen i støtte- og samværsaktiviteterne. Grundlæggende værdier skal være recovery (at komme sig helt eller delvis) og rehabiliteringsorientering, dialog med brugerne og forpligtende inddragelse af de pårørende.

SF vil arbejde for:

  • At nedbryde fordomme for mennesker med handicap og psykisk sygdom allerede fra folkeskolen.
  • At alle børn i deres folkeskoletid flere gange arbejder med handicap og psykisk sygdom på en sådan måde, at det styrker forståelsen omkring det at leve med et handicap eller psykisk sygdom.
  • At skolereformens intentioner om at sikre et samarbejde med foreningslivet, herunder handicaporganisationerne og sygdomsforeninger, føres ud i livet.
  • At vores frivillige foreningsliv moderniseres og fremstår imødekommende og fordoms- frit overfor alle mennesker i vores samfund. Og at alle tilbud er tilgængelige uanset handicap.
  • At sikre at mennesker med handicap og psykisk sygdom kan leve et liv efter eget ønske.
  • At sikre forbedringer i samarbejdet mellem kommune, politikere og mennesker med handicap, så svære politiske beslutninger træffes på et oplyst og retfærdigt grundlag- det er meget let at spare på de områder, fordi udsatte borgere ikke råber højest.
  • At de årlige besparelser på de højt specialiserede sociale institutioner på 1% stoppes.
  • Handlingsplan for forbedring af tilbuddene til de psykisk syge.
  • Behandlingen af borgere med dobbeltdiagnose (misbrug og psykisk sygdom) skal overføres til en integreret behandling under regionen.
  • Gratis psykologhjælp til psykisk sårbare unge under 26 år.
  • Kommunens skal tilbyde forældre til børn og unge med psykiske vanskeligheder deltagelse i netværksgruppeforløb.
  • Etablering af bomuligheder for unge med fysisk handicap.