Unge – bedre vilkår for uddannelse, job og fritid

Unge skal respekteres som ligeværdige samfundsborgere. Deres meninger skal værdsættes på lige fod med alle andres, og vi skal inddrage de unge i de lokale beslutningsprocesser, så de gennem aktiv demokratisk deltagelse kan få indflydelse på de lokale aktiviteter og tilbud. Dette er vigtigt, da de mange unge i Herlev selv skal have lov til at have indflydelse på deres hverdag. Unge er fremtiden og vigtige for byen.

Ungdomsrådet skal udvikles til at være et råd for alle unge i hele kommunen og være et samlingspunkt. Det skal samle alle ungdomsforeninger i Herlev, ungdomsskole, Klauzdal m.fl. Ung- domsrådet skal kunne spille politisk ind i forhold til kommunalbestyrelsen med forslag, ideer og kommentarer på områder, som vedrører de unge.

Det nytter ikke at spare på tilbud, som retter sig mod de unge. Får de ikke en ordentlig opvækst med forskellige tilbud og oplevelser, risikerer vi, at fremtidens voksne bliver for ensporede, egoistiske og uselvstændige og ikke bidrager til vores demokrati. Unge skal have tilbud om arbejde og uddannelse på rimelige økonomiske vilkår. Og et spændende fritidsliv. Det giver selvtillid, selvværd og overskud til at møde livets udfordringer og omskifteligheder.

Derimod giver lediggang, uddannelsesløshed og mangel på anerkendelse fra omgivelserne frustrationer og i værste fald voldelig eller kriminel adfærd – det er uacceptabelt, er til stor skade for både omgivelser og ikke mindst den unge selv. Hvis vi sparer for meget på ungdomsområdet, risikerer vi, at mange unge i Herlev, som ikke finder praktikpladser og jobs, i værste tilfælde ender i kriminalitet.

Derfor skal de unge have et varieret tilbud af ungdomsklubber, aktivitetssteder, mødesteder, musikskole, billedskole, øvelokaler, multisportsfaciliteter osv. Udover følelsen af at være en del af fællesskabet, udvikler den også den unges forståelse af demokrati.

I den proces er det helt afgørende, at de unge inddrages, og at der lyttes til de unges egne ønsker og behov. Det er jo dem, som ved, hvor skoen trykker. De unge skal inddrages i processen, så de også får et medansvar for udformningen af de forskellige initiativer. Og frem for alt må deres vakte forhåbninger ikke gøres til skamme.

Hvert 10. unge mellem 15 og 25 år rammes af angst og depression. Men når de bliver ramt, skal de selv betale for psykologhjælp. Hvis man brækker benet får man hjælp, men hvis man knæk- ker psyken, står man alene og skal betale. Derfor kæmper SF for at indføre gratis psykologhjælp til lægehenviste unge under 26 i Herlev. Gratis psykologhjælp er allerede blevet indført i 20 kommuner. Herlev skal være den næste på listen.

SF vil arbejde for:

  • Målrettet indsats for at opnå, at 95 % af en årgang gennemfører en ungdomsuddannelse eller erhvervskompetencegivende uddannelse.
  • Målrettet indsats for at skaffe praktik og uddannelsespladser til de unge i samarbejde det lokale erhvervsliv.
  • Gratis psykologhjælp til unge under 26 år.
  • At vi bygger flere ungdomsboliger til en pris, som de studerende kan betale.
  • Ungdomsrådet får hørringsret i sager og spørgsmål med interesse for de unge.
  • At eleverne i 9.klasse, 1.g’erne på gymnasiet og eleverne på KTS-Herlev hvert år bliver hørt om deres ønsker til Herlev som ungdomskommune.
  • Udbygning af Bibliotekerne med studierum til glæde for unge under uddannelse.
  • Styrke det lokale musikmiljø med velegnede øvelokaler.
  • Udformning af en aktiv antimobbepolitik i skolerne, der fordrer aktive forebyggende indsatser.