Vi er i SF mega glade for den budgetaftale for 2023, som det lykkedes at forhandle hjem sent i går aftes.
Udgangspunktet var, at der skulle spares 30 millioner kroner. Det lykkedes at forhandle de værste tidsler ud af den buket – blandt andet besparelser på daginstitutionsområdet, skoleområdet, det specialiserede børneområde og ældreområdet.
Samtidig fik vi forhandlet på plads et fornuftigt løft af normeringerne på børneområdet, styrkelse af skoleelevernes undervisningsmiljø, opprioritering af børn, unge og familier med særlige behov, styrket indsats for rekruttering, fastholdelse og kompetenceudvikling af medarbejdere på velfærdsområdet, som fx børnepasning, skoler og ældrepleje.
Det er også en stor sejr for SF, at vi nu endegyldigt har slået fast, at vi fra 1. januar 2023 får en fuldtids og uvildig borgerrådgiver.
Sidst men ikke mindst får vi sat yderligere fart på den grønne omstilling. Dels ved en fremrykning i investering i solcelleanlæg på kommunale bygninger i de kommende år, dels ved at kommunalbestyrelsen i forbindelse med vedtagelsen af den kommende klimahandlingsplan øger ambitionen om at reducere hele kommunens, som geografisk område, udledning af CO2 fra 70% til 80% i 2030. Det er konkret grønne resultater, der batter.
Vi skal ikke forgøgle nogen, at der ikke fortsat er alvorlige besparelser i det kommende budget for 2023. Vi har i SF måtte sluge mange kameler. Men når vi ser på udgangspunktet og for de fremadrettede perspektiver for skoleelever, børn, og familier med udfordringer og Herlevs bidrag til den grønne omstilling i de kommende år med en ny og høj ambitiøs klimamålsætning, så kan vi kun være mega tilfredse med forhandlingsresultaterne.