Som far til tre børn i børnehave- og skolealderen ønsker jeg mig først og fremmest, at de små får en tryg og stress-fri hverdag. Med tid og opmærksomhed fra pædagoger og lærere. Det er svært at skabe, hvis der ikke er voksne nok, og her er minimumsnormeringerne vores vigtigste redskab. Uden minimumsnormeringer kan vi få pædagoger, der er tvunget til at løbe så stærkt, at de ikke har tid til omsorg og nærvær.
I fredags kom BUPL med en hel ny undersøgelse, som viser at 87% af alle forældre her i Region Hovedstaden bakker op om minimumsnormeringer – på tværs af indkomst, bopæl og hvem man stemmer på.
Derfor er jeg virkelig bekymret ved udsigten til en borgerlig regering, for de konservative bakker ikke op om minimumsnormeringer, og mange års kamp for tid og omsorg til børnene kan gå tabt.
Jeg har en kammerat, der arbejder som vikar i en vuggestue. Sidste år var han flere gange alene på sin stue og passede 12 børn en hel eftermiddag! Én mand til 12 vuggestuebørn – det kan vi simpelt hen ikke byde næste generation i et land, der ifølge finansministeren selv har en bomstærk økonomi.
Pædagogerne løber stærkt nok i forvejen. Derfor var det ingen overraskelse, da det for nylig kom frem, at pædagoger, lærere og andet kommunalt ansat personale i Herlev i gennemsnit har over 14 sygedage om året. Hvis vi vil nedbringe fraværet, sker det ikke gennem yderligere besparelser og nedskæringer. Der er behov for ordentlige løn- og arbejdsvilkår, og der er behov for at vi ser på omsorgsmedarbejderne med al den respekt, de fortjener.
Når valget bliver udskrevet, har vi to klokkeklare alternativer. Vi kan få enten skattelettelser til direktørfamilien og nedskæringer af tusindvis af varme hænder. Eller vi kan vælge at beholde minimumsnormeringer og give ordentlige løn og arbejdsforhold til alle dem, som får vores samfund til at køre rundt: Pædagoger, lærere, sosu’er og ikke mindst sygeplejersker. Jeg ved godt, hvilken vej, jeg vælger.